Kaj Munk - tegnet 1927 af Knud Nørholm
Kaj Munk Forskningscentret
Aalborg Universitet
Rendsburggade 14, rum 5.265
DK-9000 Aalborg

Google Maps

Søren Dosenrode sd@cgs.aau.dk
Peter Øhrstrøm poe@hum.aau.dk

Find Kaj Munk på facebook

Kaj Munk tekster findes i “Kaj Munk – Studieudgave på Web” – www.kajmunk.aau.dk – søg i teksterne og download

Vores online katalog findes under menupunktet “Søg i arkivet” og digitale dokumenter under menupunktet “Digi. dok.”
 

 

Prædikentekster, Bibelselskabet

Munk-prædikener til juledagene

 

Juleaften 1921 i Landet Kirke, Lolland

Juleaften 1924

Juledag 1929(?)

Anden juledag 1929(?)

Julesøndag 1929(?)

 

 

 

 
 

 

Juleaften

 

(Lukas 2,1-20, pastor Munks første juleaftensprædiken som præst i Vedersø Sogn, fragmentarisk, 24. december 1924, KMF-nr. 12.11.03)

Juleaften 1924.

Kære Gud Fader i Himlen! den Ære blev Jorden til Del, at Ordet tog Kød, at du selv steg ned fra din Almagt og tog et Menneskes Skikkelse paa. Vi takker dig for det; og vi takker dig for, at vi endnu engang har faaet Lov at opleve Mindedagen for dette. Lad det lykkes os at blive Børn med vore egne Børn — dine Børn, saa vi uden Kritik og Selvklogskab og Verdensvisdom kan give os hen i Julen, kan mærke, at ogsaa i vort Hjertes Staldrum svøber en Jomfru, ren og skær, en værgeløs Himmelkonge i vore Tankers Pjalter og lægger [1] ham ned i vor Viljes Krybbe, ja, saadan at Kærligheden til dig og til vore Medmennesker, i sig selv det værgeløseste og svageste af alt, maa takket være Evangeliet i os blive det stærkeste, det overordnede, saa vi faar en Lykkelig Jul, fordi vi føler, at nu lever vi dog et Par Timer til dit Behag — om du vilde løfte dit Aasyn paa os og give os Julefred.

Derefter oplæses med stor Omhu og Vælighed Luc 2,1 (og især v. 2) -13 og strax var der med Englen en himmelsk Hærkares[2] Mangfoldighed, der lovede Gud og sagde: (I dette Øjeblik falder Orglet ind med dejlig er Jorden.) Saa fortælles Selma Lagerlöfs Legende om Daddelpalmen[3], plantet af Dronningen af Saba at staa og bære Frugt altid ja, saalænge, til det havde set en Konge større end Salomon.

Og der sluttes med denne Bøn. Kære Jesusbarn, kom til os i denne Jul og klap os med dine bløde smaa Hænder, saa vi bøjer vort Hjerte mod dig, og du kan høste Frugt af os. Amen.

 
 

[1] 'det' er overstreget.

[2] Sic. NB: Her er der formentlig tale om en stavefejl. Ordet skulle efter alt at dømme være 'Hærskare'.

[3] Flugten til Ægypten (fra Legender og Fortællinger (1899)).

 

 

^Top
 

 

Juledag

 

(Johannes 1,1-14, prædiken formentlig holdt 25. december 1929, KMF-nr. 26.14.01)

Juledag.

Gud sagde, der blive Lys, og der blev Lys. Ja, saadan begynder vor Bibelbog. Gud sagde: Lyset vorde, og Lyset blev. Saadan skabte Gud ved sit Ord. I det var Almagtskraften, og alle Ting blev til ved dette Ord. I uhyre Tidsrum, endnu før der var Tid til, virkede Guds-Ordet. Og Stjernernes Titusinder af Sole fyldte Tomheden, og Kloderne begyndte deres evige Rundgang om Stjernerne, og Kulde lagde sig over den hede, feberbrændende Nyskabning, og Jorden begyndte at staa med Træer og Urter, Havene at vrimle, Landjorden og Luften af vrimle med Skabningens Mangfoldighed, og Menn. traadte frem og gjorde sig Verden underdagnig, tvang baade Dyr og Naturkræfter til at lyde sit Ord, Genklangen af Guds Ord i Menneskebarm. Saa vældig fremtraadte Gudsordet [1] i sin Almagt. Og endnu den Dag i Dag skaber Gudsordet, mægtige Kloder vorder som vor Jord engang, og i Havets Bølgegang og Stormenes Vildskab og Lynets flammende Forfærdelse er det de evige Kræfter, Almagten gemt i dem, der virker endnu. Men i en fjern upaaagtet Provins i en yderlig Krog af det romerske Rige drog et Par fattige Kærestefolk af Sted paa en Kejsers Bud til deres Slægtsby for at blive talt efter Stamme — saadan var nu Kejserens Lune. Og overfyldt var der i Byen som paa et Statsbanetog eller en — færge ved Juletid,[2] og saadan gik det til, at det lille Barn blev født i Stalden mellem Trækdyr og Røgtere. Aah ja, saadan aabenbarer Gudsordet sig som Kærlighed. Og kommer jeg ind i et fattigt Hus og ser et lille Barn i Vuggen — ja, jeg ved nok, at det er ikke bare Poesi og Opløftelse med de mange Børn, at de skal passes med rent Tøj og ved Nat som ved Dag, og der skal slides for Føden. Men alligevel saa er det dog det største Gudsunder paa Jorden — det er Barnet — som det ligger der som Bud fra en Verden, vi andre har glemt med Øjne fulde af Gaader og Tusinde Muligheder i sig. Hvad vil det Barn betyde i Verden af ondt og godt, selv en Verden paa ondt og godt. Saadan og ikke anderledes [3] at se til laa det lille Barn der i Betlehem Stald — men Engle var usynligt om det, og Gud selv var det mere nær end noget andet menneskefødt Barn. Og dog er der ogsaa usynlig Englevagt om ethvert lille Barn, det mindes vi stundom om, naar vi ser, hvor godt Børn kan slippe fra Ulykker, saa vi maa tro, at naar et Barn kommer til Skade, sker det, fordi det skal saadan ske, Gud har noget at sige de Forældre, og Englene faar Ordre til at [4] sløse[5] med at passe paa denne Gang. Men her var der mange Tusinde Engle, og Gud selv var det nær — ja, for det var ham selv, der blev født — Gud, der tog Menneskeskikkelse — og det er det største, der nogensinde er sket — det er større end Soles og Stormes og Søers Skabelse — at Gud for vor Skyld forandrede sig selv. Og naar Katolikkerne synger Trosbek. ved Gudstj., saa synger de med stor Kraft: Og vi tror paa Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, Vorherre, [6] pludselig dæmper de Stemmen, som om de næsten ikke vovede at sige det, og Præsten synker i Knæ ved Alteret: undfangen ved Hl. Aand, født af Jomfruen Maria — saa underligt, ufatteligt, guddommeligt, Bespottelsen nær og dog over alt ophøjet tykkes det dem, at Ordet blev Kød og Gud blev Menn. Ja, saadan blev Ordet Kød, lod Gud sig føde den Juledag, Verdens første, som et Menneskebarn, en af vore egne, for at leve vort Liv og dø vor Død, men ogsaa leve Guds Liv og opstaa med Almagtens og Evighedens Opstandelse for at vise os Vej, føre og frelse os frem til et Liv i Tro, Kærlighed og Haab — Tro paa Ham, paa Guds Almagt og Guds Godhed, og Tro paa os selv, at vi duer, takket være ham og Kærlighed — d.v.s. tilgivende og tjenstvillige og godgørende Sind, rigt paa Besindighed og Daadskraft og Haab om Syndernes Forladelse, Kødets Opstandelse og det evige Liv. Kære kristne Venner, Gud velsigne jer og mig til at faa Jul i Hjertet, saa ogsaa denne Fest i det korte Aarsspænd, vi har at leve hernede, styrker os i Troen, Kærligheden og Haabet.

 
 

[1] 'første Gang' er overstreget.

[2] 'Og overfyldt var der i Byen som paa et Statsbanetog eller en — færge ved Juletid,' er understreget med bølget linie, ophav ukendt.

[3] 'laa det lil-' er overstreget.

[4] 'passe bedre p-' er overstreget.

[5] Ordet er svært læseligt.

[6] 'Men' er overstreget.

 

^Top
 

 

Anden Juledag

 

(Matthæus 10,32-42, prædiken formentlig holdt 26. december 1929, KMF-nr. 26.14.01)

II Juledag.

Enhver som vedkender sig mig — ja, saadan staar Texten i Dag og ser paa jer med store Øjne,[1] alvorlige Øjne, hvor Smil og Strenghed brat kan skifte: hvem af jer vedkender sig mig over for Menneskene. For det er en viss Sag: der skal blive Lejligheder nok, hvor det staar paa, om man vedkender sig Jesus eller ikke. I en jydsk Garnisonsby for mange Aar siden bad Præsten om ikke de Soldater, der vilde i Kirke, kunde slippe for Øvelserne i Kirketiden. Obersten lo: ingen vilde træde frem og faa Skiltet “hellig” hæftet paa sig. De forsøgte, een gjorde det, blev udlet, blev ved. Saa kom flere og flere til — Isen var brudt. Ja, der var jo en Lejlighed, hvor man kunde vedkende sig aabent, om man var et Kristenmenn. eller ikke. Og dem kommer der mange af i enhvers Liv. Der vil altid imellem Kammerater være et stort Tal, tit et Flertal, som griner og haaner, naar man ikke vil med paa det og det. Der har man saa Lejligheden til over for Menn. at vedgaa Jesus Kristus. Der er ogsaa andre, ikke saa iøjnefaldende, de finere Fristelser, Fristelserne, naar man er alene, Fristelser til at skulke fra Arbejdet, naar ingen ser det, Fristelser til Uærlighed, og der er Fristelser mellem unge Mænd og unge Piger, hvor der spørges: er du et kristent Menneske, fører du din Ungdom som det sømmer sig en Stridsmand, der hører X til? glemmer du, at Gud vaager over dig og ser dig ved Nat som ved Dag. Det er en stolt Lykke den at kunne svare: Jeg vedkender mig Kristus over for Kammerater, overfor Medtjenere, over for den, der er min Kæreste eller kan blive det engang, over for mig selv. Og der er endnu finere Fristelser — dem over for Forældre, Medtjenere og Husbond. At lyve og fortie over for Forældre det er at gaa uden om X's Ord. Det kan være svært — Forældre er gamle og forstaar ikke alting — og der er ogsaa Ting, man maa bære for sig selv. Men tiest er det rigtigt at sige det, og hvor kan det lette at faa det sagt. Og der er Tyende, Medtjenerne — det er sommetider, at en Karl er tyrannisk over for en Dreng, at en Ældre enten hundser eller fortæller grimme Historier til en yngre, det er at svigte sit Konfirmationsløfte at bære sig saadan ad, og det er ikke at vedkende sig X over for Menn. Det er saa let at se. Sværere er det, hvis Husbond eller Forkarl er grov eller urimelig, saa ikke at blive bitter eller hævngerrig, saa at tilgive og glemme og gaa paa med godt Humør. Kan du det, saa Gud velsigne dig — saa vedgaar du X over for Menn.

Der kommer en Dag, da Vorherre holder Dom over levende og døde. Det er for den ene Dags Skyld, vi alle lever. Stakkels Menn., hvis du den Dag skal møde X og vedgaa, at ham har du fornægtet for Menneskene. Lyksalige du, om du kan møde ham og høre ham sige til dig: Du var ikke bange, du gik ikke uden om mit Navn, du vedkendte dig mig over for Menn. i Stridens Aar paa Jorden, kom nu med mig ind og hils paa min Far.

 
 

[1] 'saadan staar Texten i Dag og ser paa jer med store Øjne,' er understreget med bølget linie, ophav ukendt.

 

 

^Top
 

 

Julesøndag

 

(Lukas 2,25-32, prædiken formentlig holdt 29. december 1929, KMF-nr. 26.14.01)

S. ml. Jul og Nytaar.

155 153 143 106[1]

Dette Ev. handler jo om Troskab og om Troskabs Løn. Og det handler om at dø i en god Time og med et godt Mod. Der kan vel være noget om, at de to Ting hører sammen — et langt Livs Troskab mod Børnelærdommen, som man kalder det, mod sin Barnetro, det vil ogsaa give sig Udslag i en sød og salig Ende. Ja, det har vi tit hørt om og Gudskelov og Tak ogsaa set lige fra den Hl. Biskop Ignatius, der kastedes for vilde Dyr og smilede og sagde: Jeg er Guds Hvedekorn, lad kun Dyrenes Tænder knuse mig til Mel, saa jeg kan blive til Guds fine Brød” over den gl. fromme Landsbyskomager i Görlitz Jakob Bøhme, der lo og sagde: Nu farer jeg ind i Paradis og vendte sig i Sengen og var død, til stille, gudfrygtige Almuesfolk i vore Dage, som vi maaske har staaet nær og set paa, hvor trygt de gik bort i Troen paa Syndernes Forladelse. Jo, gamle Simeon har haft Efterfølgere til alle Tider, han, som var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og hvis Øjne saa Guds Frelse, og som saa kunde sige: Nu lader du din Tjener fare i Fred. Men nu kommer jo Texten til os i Dag, og da det er en Sønd. i Julen, vil den vel nærmest spørge os: “Hvordan har det med Jesus? forventer du Israels Trøst? har dine Øjne set Guds Frelse? hvis der bliver kaldt paa dig i Eftermiddag, kan du saa kalde dig for Guds Tjener og vente at faa Lov til at fare i Guds Fred. Ja, saadanne Ansvars- og Alvorsspørgsmaal stiller det fromme Exempel os altid. Vi skal jo ikke komme i Kirken for at faa en Sludder for en Sladder, en opbyggelig Rørelse, en Solskinshistorie eller noget andet rart Juleknas som en sød Dessert til Julemaden hjemme. Men vi skal komme for at møde Sandheden, den, der trøster og opbygger, den, der advarer og maner, den, der gør eftertænksom og bange og let om Hjertet og fri — ikke Sandheden som udspekuleres i Menn.'s Hjerner og har Følgerigtighed og Forstaaelse i sig, men Sandheden, som den af Gud kan aabenbares i vore Hjerter, og som har Livet i sig, det evige Liv. Og denne Sandhed den møder os mangesteds og da især i de fromme troendes Exempel, enten vi løber paa dem ude i Livet, enten stilles Ansigt til Ansigt med dem i Bøgerne og bedst i Bøgernes Bog. Og nu ved jeg ikke, om det stod saa godt til med dig, hvis du kunde svare: Ja, jeg er som Simeon, retfærdig og gudfrygtig og forventende Herrens Frelse. Men jeg ved i hvert Fald, det staar ringe til med dig, om du saa svarer: Simeon kommer ikke mig ved, og jeg vil være, som den jeg er. Men Gud velsigne dig, om du kan svare: Jeg har det saadan med Jesus, at jeg vil gerne være som Simeon, være tro i mit Haab om Herrens Frelse, leve efter det og kunde kaldes herfra ved en blid Død til min Herres Fred. Og Gud velsigne den Sjæl, der røres af Ordet her i Dag, saa den gaar vækket og styrket fra Kirke hjem til et Simeonsliv — et Liv i Gudsfrygt og Tro og Forventning om en Dag, da den faar Lov til at [2] se sin Forventning opfyldt, ja, en Dag, da det at dø betyder at tage Jesusbarnet paa Arme, at tage Frelseren ved Haand[3]

 
 

[1] Salmenumre tilføjet senere med blyant.

[2] 'tage i Jesusbar-' er overstreget.

[3] Afsluttende tegn mangler.

 

 

  ^Top

Læs prædikener af Kaj Munk året rundt i
“Kaj Munk – Studieudgave på Web” – klik her



 Kaj Munk Forskningscentret • Rendsburggade 14, rum 5.265 • DK-9000 Aalborg   Google Maps

 Opdateret: 2017-09-26